Nimbus - Danmarks motorcykel

Hvordan startede det hele for mig?

I 1983 var jeg på vej hjem fra en spejdersommerlejr. Dengang var jeg 17 år gammel. Vi blev overhalet af en Nimbus på landvejen. Min lederkollega sagde: "sådan en har jeg adskilt hjemme i mit skur". Da jeg kom hjem, fortalte jeg min far om denne hændelse. Det endte med, at min far købte kasserne med Nimbussen kort tid efter.

Her mange år efter har der været mange Nimbusser igennem familien (min far, min farbror, min søn og mig selv) vi er på den anden side af 15 forskellige maskiner i familien. I dag har familien samlet set 5 Nimbusser med nummerplader, som alle kan køre.

Nimbus årgang 1952 model special nr. 10966

Nimbus model special årgang 1952 stelnummer 10966

Her over ses Nimbussen der blev købt i kasser af min far. Dette foto er fra 1985 taget i mine forældres indkørsel i Holeby på Lolland, da Nimbussen var nyrenoveret. Jeg købte Nimbussen af min far i 1989, og har ejet den lige siden. Den 'bor' nu i Hillerød. Maskinen har oprindeligt kørt i Vejle, og har kun haft ganske få ejere.

Siden den blev renoveret har jeg sammen med den haft mange gode, men også mindre gode oplevelser. Min bror lånte den for mange år siden og blev involveret i et grimt trafikuheld, hvor han var meget heldig, Nimbussen blev praktisk talt totalskadet, men blev bygget op igen.

Jeg har selv haft voldsomt motorhaveri, hvor en plejelstang gik ud gennem siden på motorblokken. Det kostede en total motorenovering med en anden motorblok. Har også selv været involveret i et trafikuheld, med en flugtbilist. Jeg var også heldig, men Nimbussen måtte endnu engang bygges op for ca. 20.000 kr. Forhjul, skærm, styr, forlygte, baghjul og andre småting måtte skiftes. Igennem årerne har jeg haft mange mindre nedbrud, men fælles for alle har været, at jeg selv har kunne liste mig hjem, det er dansk kvalitet.

Foto ved Amatra Tekst Holeby

Her ses jeg mellem min far til venstre og min farbror til højre. Billedet er fra 1988, og vi er ved at gøre klar til afgang. Turen går mod det årlige Nimbustræf, der afholdes forskellige steder i Danmark og er arrangeret af Danmarks Nimbus Touring. Foto ved Amatra Tekst, Holeby.

3. generation på Nimbus

Min søn er næsten født på en Nimbus. Han har været med, siden han var 1 år i 1993. De første mange år i barnesæde i personkassen. Jeg har selv kørt med sidevogn siden 1996. De første år med en Acap-kopi, nu med varelad lavet af junior.

Junior i varekassen

Junior og jeg kører gerne ture sammen og tager ofte afsted til det årlige Nimbustræf. Her slapper han af i min sidevogn ved motorcykelklubben Mosten's klubhus ved Allingåbro.

Vinterkørsel

Allerede inden junior blev 18 år, sagde han, at han ville have sin egen Nimbus. Han havde selv sparet sammen og købt dele af sin farfar og hans bror. De dele der manglede, blev købt hos det daværende J. C. Nimbus på Østerbro, København. Juniors Nimbus er bygget som en årgang 1939 model Sport, men består af dele der spænder fra 1935-1953. Vinterkørsel er han ikke bleg for. 

Nimbusserne ved Hornbæk

Begge Nimbusserne parkeret ved Hornbæk Plantage. Foto fra 2013.

Nimbussen fotograferet ved Esrum Sø på årets første tur, april 2016.

Nimbus og geocaching

Jeg kombinerer gerne mine interesser. Nimbussen bruges ofte som transportmiddel, når jeg er ude for at geocache. Her ses min GPS monteret på lygten.

Her justerer min farbror Nimbusmotoren ind, efter den er startet op i prøvebænken.

Steder jeg har besøgt på Nimbussen igennem årerne.